CNN Business Traveller - ny vært?

Flere medier bringer idag historien om ankermanden bag et af de mest sete programmer på nyhedskanalen CNN, Richard Quest, som i går nat blevet anholdt i Central Park for besiddelse af Methamfetamin samt at have brudt loven om at opholde sig i parken efter kl. 01.00.
Richard - det er for dumt. Du har millioner af seere til dine programmer og så bærer du rundt på stoffer. Hvad Richard lavede i parken på det tidspunkt er et godt spørgsmål, men ifølge Reuters var han på vej tilbage til sit hotel.....den lader vi stå et øjeblik.
Til hans forsvar skal det nævnes at han selv oplyste politiet om hans "lille pose", men alligevel.
Dommeren er tilsyneladende villig til at frafalde sagen hvis han accepterer et 6 måneders afvænningskursus.
Indtil videre har CNN ikke udtalt sig i sagen - det er spændende om de sætter ham tilbage på skærmen. Jeg tror det næppe og så er hans karriere over and out!
Hvis det er tilfælde så er et af de mest interessante job pludselig blevet ledig :-)
Det øverste billede er fra 1997 hvor han var BBC's korrespondent i New York. Men du husker ham nok bedre på billedet herunder.
Richard Quest enten elsker man eller hader - han er ikke midt i mellem. Han har (haft) en gloværdig karriere som journalist og ankerman hvor han med sin helt egen stil har formidlet nyheder fra alverdens brandpunkter. Da Al-Jazeera skulle begynde at sende på engelsk var Richard deres absolut top kandidat som nyhedsvært men han takkede nej med følgende begrundelse: "Im too gay and too Jewish"

5 Tanker om Tokyo

1. Der mangler noget.
Det er som om at Tokyo mangler noget. Tokyo mangler det som de de fleste andre storbyer har, et vartegn. London har Buckingham Palace, Paris har Eiffeltårnet, Cairo har Pyramiderne, Rio De Janero har stranden osv osv. Men her i Tokyo mangler de en rigtigt kendt og global turistmagnet. De har gjort et par kejtede forsög på at importere successer fra andre lande. Bl.a har de et Tokyo Disneyland, en kopi af Tivoli, en mini frihedsguidende blot få at nävne nogle stykker.

2. Verdensrekorder
Når nu Tokyo i mine öjne mangler en rigtig turistmagnet, så har de dog et par enkelte "verdensrekorder" at prale af.
ShinJuko station er verdens störste og travleste togstation. Den er knudepunktet for undergrundsbanen i Tokyo og dagligt passerer op i mod 3,5 millioner mennesker. Du har sikkert hört om vagterne der i myldretiden er ansat til at skubbe folk ind i toget.
Dernäst kan Tokyo også prale af at have verdens travelste fodgängerovergang. Den er 150 m bred og forbinder 4 hovedströg i centrale Tokyo.
Jo, der bor mange mennsker her og på meget få kvadratmeter.

3. Automatisering
Hvis du vil have hurtig success med at sälge et nyt produkt her i Japan, så sörg for at det kan puttes i en farvestrålende boks og ind i en automat. Japanerne elsker automater. Her findes automater hvor du kan träkke ALT mellem himmel og jord. De gängse cigaret og soda automater findes naturligvis på hvert hjörne, men flere af dem er udviddet med så spöjse ting som nuddelsuppe, undertöj, paraplyer (ja det regner ofte), bamser, t-shirts og rene skjorter!
I en almindelig Seven-11 butik träkkes halvdelen af sortimentet fra en automat.

4. Pachinko
Officielt er spille-automater forbudt i Japan, men alligevel findes de overalt, jeg mener overalt. I shinjuku området gätter jeg på at hver 5 butik er en spillehal med Pachinko maskiner.
Pachinko er en krydsning mellem en pinballmaskine og en en-armet tyveknägt. Man putter penge i automaten og ud kommer en rå mängde små stål-kuler som man så skal få til at gå i hul. Det giver point som siden kan veksles til kontanter i et lumsk sidegade kontor.
Disse maskiner larmer som jeg aldrig har hört det för. Det kräves virkelig hörevärn for at gå ind i en Pachinko spillehal. Det larmer så meget at personalet går rundt med megafoner når skal kommunikere med hinanden - no joke!

5. Lummer-Tokyo
Sex er et stort tabu i Japan, men alligevel er der en utrolig sex-industri i Tokyo. Men det der er mest bemärkelsesvärdigt eller anderledes om man vil, er de såkaldte "Love Hotels".
Love Hotels bruges at de fleste par når elskovens time indträffer. Ofte er de private lejligheder så små at det er umuligt at få "privacy". Derfor tager man på disse love hotels og hyrer et rum for nogle timer. De findes overalt og som så meget andet, så er også disse hoteller automatiseret. Man träkker ganske enkelt et nöglekort i en automat og derefter er der adgang til et hotelrum i en tidsbegränset periode. Dette betyder at Japanerne slipper for menneskekontakt når han/hun skal leje et värelse. På samme måde slipper han/hun for at "tabe ansigt" - en ting som går för alt andet her i landet.
Jo, de har tänkt på det hele.....

Taiwan

Det egentlige formål med rejsen til Asien er et stort möde i Taiwan, så et par hektiske dage i Taipei (hovedtaden) er det også blevet til.
Taiwan er under stärk inflydelse fra Kina som i övrigt stadig hävder at Taiwan tilhörer dem. Men landet er et selvständigt land anderkendt af FN med et velfungerende demokrati (ny präsident valgt i sidste uge). Der er flere punkter hvorved Taiwan udskiller sig fra Kina. Eftersom de ikke er underlagt den samme statskontrol så er de langt mere vestligt orienteret. Mange taler nogenlunde engelsk.
Taipei har, ligesom Tokyo, ikke ret meget at byde på og så måske alligevel. Taipei-101 er navnet på byens stolthed - en 508 meter höj skyskraber. Indtil videre verdens höjeste, men det er kun indtil Emiren i Dubai er färdig med sin på hele 800 meter.
Det er nu alligevel et imponerende bygningsvärk. Fra en udsigtsplatform i 450 meters höjde kan byens puls opleves. For at modvirke eventuelle jordskälv og vind (ja, tårne i denne höjde svejer når det bläser) så har man indbygget en gigantisk frithängende stålkugle på gud-ved-hvor-mange tons. Diameteren må väre mere end 5 meter. Den hänger i en ganske kraftig wire som et pendul inde i midten af bygningen og modvirker således at tårnet beväger sig når det bläser. Et väldigt imponerende stykke ingeniörkunst.

Rapport fra den rejsende onkel Mac i Tokyo

Den rejsende onkel Mac har forvildet sig til storbyens jungle - Tokyo. Efter nogle få timer på gaden, er indtrykket klart. Her hersker en kultur og puls som ingen anden storby kan overgå.

Her er lysreklamer i en mängde der får Times Square til at fremstå som en mörk kälder. Her er gadelarm, tegneseriefigurer, spillemaskiner, mobiltelefoner, höjtråbende reklamesälgere og alverdens automater i en uendelighed. Jo, Tokyo har sin helt egen stil og respekt for det.

Mandag og tirsdag er optaget af möder og tirsdag aften går det videre mod Taiwan. Jeg skal vende tilbage med et enkelt billede eller to hvis tiden tillader.

Heathrow Terminal 5 review

Flittige läsere af denne blog vil vide at jeg för har ytret min mening omkring London Heathrow lufthavnen og isär sikkerhedskontrollen. Derfor var det naturligvis med en vis nysgerrighed og spänding at jeg idag kunne se frem til et flyskifte i Heathrow Terminal 5.
Lad os lige slå fast at Terminal 5 er den störste fritstående bygning i England og Europas störste arbejdsplads (areal). Selve terminalen er opdelt i 3 mindre terminaler (A,B.C) hvilket gör det til en hel lufthavn i sig selv. Dermed forsvinder fölelsen af "nåh men jeg skal jo bytte fly i samme terminal så det går nok hurtigt..." Ommer, Ommer - sir jeg bare. Det tager snilt 25 minutter at gå fra den ene ende til den anden. Men når man sammenholder störrelsen med det faktum at Heathrow er verdens störste internationale lufthavn (Atlanta Hartford er den störste ud fra et antal passagere perspektiv), så kan det ikke väre anderledes. Derudover er det interessant at tänke på at terminalen er kun for British Airways. Det fortäller lidt om selskabets störrelse og det antal daglige passagere de transporterer. De "gamle" terminaler 1, 3 og 4 findes naturligvis stadig og en flyforbindelse mellem disse og den nye terminal 5 må väre et mareridt. For ikke at tale om at skulle connecte til en af de andre store lufthavne i byen. Jo London har sin andel i det globale antal fly passagere.
Det er interessant at iagtage hvorledes British Airport Authority (firmaet som står bag lufthavnen) har håndteret opbygningen af terminalen. Modsat Helsinki Vantaa Airport hvor der er ca. 120 sekunder fra flystol til taxaen, så tager det ca. 15-20 minutter i Heathrow. (ja jeg er godt klar over at der er en del flere passagere i Heathrow end Helsinki, men alligevel..)
Sikkerhedskontrollen er inddelt i flere sektioner for at sortere dem fra der endnu ikke har lärt at väskebeholdere med mere end 100ml er no no.
Overorndnet set er lufthaven sluppet nogenlunde godt fra det. Da jeg var forbi (en rolig lördag eftermiddag uden stress og jag) tog det cirka 25 minutter at komme helt igennem - men jeg kan godt forestille mig hvordan det ser ud en tirsdag eftermiddag omkring kl 17.00 - ikke rart!
Der er dog et stort problem. London Heathrow har, som en af de förste lufthavne i verden, anskaffet avanceret scannerudstyr hvilket medförer at den bärbare computer skal forblive i tasken under scanningen. Dette forvirrer alle og skaber unödig ventetid. Denne nye procedure har väret i kraft siden årskiftet, men så länge at proceduren ikke er ens i störstedelen af de internationale lufthavne, så vil der opstå unödig lang kö pga uvidenhed og forvirring. Billedet taler for sig selv - först skulle computeren ud af tasken og i en separat kasse, men nu kan den altså forblive i tasken. Jo man har vel lov at blive forvirret.

Du spörger måske hvor jeg synes det fungerer. Jo, på trods af at Kastrup ikke er min "hjemmelufthavn" så har jeg til dato ikke set noget system der overgår sikkerhedskontrollen i der. Her er den centraliseret for begge terminaler og en forståelig tegnefilm med en snärt af humor gör turen igennem kontrollen til en mindre ubehagelig oplevelse.
En fornöjelse bliver det aldrig...

Forårsfornemmelse i Nykvarn